Skip links

C02 laserbehandling

Behandling af fine rynker og ar med C02 laser

C02 laserbehandling

Behandling af fine rynker og ar med C02 laser
Fraktioneret CO2 laserbehandling mod

Fine rynker og ar

Hvad er fraktioneret C02 laserbehandling?

Fraktioneret CO2-laserbehandling er en avanceret kosmetisk metode, der er designet til at forbedre hudens kvalitet og udseende.
Behandlingen gør brug af en CO2-laser, der udsender lys med en specifik bølgelængde på 10.600 nanometer. Denne laserenergi fokuseres på at opvarme vandmolekyler i hudens øverste lag, kaldet overhuden, samt det underliggende lag kaldet læderhuden. Processen resulterer i små, præcise “mikrosår” i et finmasket netværk på hudoverfladen.

Det gør det muligt for os at justere både tætheden af laserstrålepunkter og deres indtrængningsdybde, afhængigt af det specifikke behandlingsbehov. Dette udløser et naturligt sårhelingsrespons i kroppen, som stimulerer dannelsen af nye kollagene og elastiske fibre samt glykosaminoglykaner. Resultatet er en forbedring af hudens tekstur og elasticitet.

Efter behandlingen kan du forvente at se små prikmærker i huden, som gradvis vil forsvinde i løbet af 4-6 uger. De fulde effekter af behandlingen – en glattere, mere ensartet og forynget hud – bliver tydelige i løbet af de første 2-3 måneder efter proceduren.
Fraktioneret CO2-laserbehandling kan anvendes ikke kun i ansigtet, men også på halsen, hænderne og potentielt hele kroppen. Behandlingens effektivitet har en langvarig virkning og vil generelt kun aftage i takt med den naturlige aldringsproces.

Se prisliste
Patientinfo

Co2 Laserbehandling

Hvem kan have glæde af behandling og forventet resultat?

Behandling anvendes særligt til følgende problemstillinger:

  • Fine linjer, kreppede rynker og moderate rynker
  • Ujævn hudtone
  • Store porer
  • Slap hud og nedsat spændstighed
  • Ar efter operation, akne og brandsår
Forventede Resultater

Resultatet af behandlingen kan variere betydeligt fra individ til individ. Dette skyldes faktorer som hudens tilstand før behandlingen og kroppens naturlige helingskapacitet. Behandlingen har særligt god effekt på fine linjer og mindre rynker, især i området omkring øjnene. Effekten på dybere rynker og linjer, som dem på kinderne og overlæben, kan være mere moderat.

For at opnå optimale resultater er det ofte nødvendigt med 2-3 behandlingssessioner, og der bør være mindst 4 ugers mellemrum mellem hver session. Hvis der er tale om mere markante hudforandringer, kan der være behov for yderligere behandlinger.
Det er vigtigt at understrege, at det endelige resultat også er påvirket af individuelle faktorer som hudtype, kroppens evne til at producere nyt bindevæv, den specifikke behandlingsintensitet samt overholdelse af de givne efterbehandlingsretningslinjer.

Hvem egner sig ikke til behandling?

Selvom fraktioneret CO2-laserbehandling generelt betragtes som en sikker procedure, er der visse tilstande og situationer, hvor behandlingen kan medføre en øget risiko for bivirkninger:

  • Graviditet og amning – behandlingen tilbydes ikke i disse perioder.
  • Mørkere hudtyper: Der er en forhøjet risiko for pigmentændringer.
  • Solbrun hud: Undgå solbadning og solarium i mindst en måned før behandling og selvbruner i mindst 14 dage før behandling.
  • Infektion i behandlingsområdet: Hvis du er tilbøjelig til at få forkølelsessår, tilbydes der en forebyggende behandling.
  • Hudsygdomme: For eksempel akne, vitiligo, hudkræft eller autoimmune sygdomme kan gøre behandlingen risikabel.
  • Brug af isotretinoin: Behandling med fraktioneret CO2-laser bør generelt udsættes til 3-6 måneder efter afslutning af isotretinoinbehandling.
  • Tendens til dårlig sårheling, overdreven ardannelse eller pigmentændringer: Omfatter også tilstande som melasma.
  • Blodfortyndende behandling eller tilbøjelighed til øget blødning: Øget risiko for komplikationer.
  • Kroniske Sygdomme: Visse ukontrollerede kroniske sygdomme: Hvis du har en kronisk sygdom, der ikke er velbehandlet, kan det øge risikoen for bivirkninger.
Bivirkninger og risici

Behandlingen har velkendte bivirkninger, som alle normalt oplever:
Almindelige bivirkninger

  • Smerter og ubehag: Mild til moderat smerte, samt en brændende fornemmelse i huden under behandlingen, selv med smertelindring.
  • Tegn på hævelse og inflammation: De første 3-5 dage kan man opleve svien, hævelse, rødme og væskedannelse. Hævelse omkring øjnene kan være særligt markant i de første to dage.
  • Afskalning og kløe: Efter de første 3-5 dage begynder huden at skalle af, og der kan opleves en let kløe i huden de første 1-4 uger.
    Mindre almindelige og sjældne Bivirkninger
  • Hudtone: Forskel i hudtone og tekstur mellem det behandlede område og den omkringliggende hud.
  • Langvarig rødme og kløe: Kan vedvare i op til 4-8 uger efter behandlingen.
  • Infektionsrisiko: Er generelt lille, men kan manifestere sig som gullig eller grøn pus. Antibiotisk salve anbefales i 5 dage efter behandlingen som forebyggelse.
  • Akneudbrud: Lejlighedsvis kan behandlingen føre til mindre udbrud af mild akne.
  • Langtidsbivirkninger: I sjældne tilfælde kan der ses arvævsdannelse og permanente pigmentforandringer.
Yderligere Anbefalinger
  • Rygning: Det frarådes at ryge 4 uger før og 2 uger efter behandlingen, da det kan forsinke helingsprocessen og øge risikoen for komplikationer som infektion og ardannelse.
  • Hygiejne: I de første 5-7 dage anbefales det at holde huden ren og undgå direkte sollys.
  • Solbeskyttelse: Undgå direkte sollys de først 7 dage.
  • Kosmetik: Makeup og solcreme bør først anvendes 7 dage efter behandlingen når huden når huden er helet.
Forundersøgelse, betænkningstid og informeret samtykke

Inden behandlingen vurderer hudlægen, at du er egnet til behandlingen. Der vil blive taget billeder af behandlingsområdet som dokumentation i din journal. Du vil modtage både skriftlig og mundtlig information om behandlingen. Der vil være mulighed for at stille spørgsmål samt medbringe en bisidder til forundersøgelsen. Før du kan give dit informerede samtykke til behandlingen, skal du have mindst 7 dages betænkningstid hvis behandlingens formål rent kosmetisk. Ved behandling af medicinske problemstillinger, som fx akne ar, kan du samtykke og modtage behandlingen umiddelbart efter forundersøgelsen og information.

Se prisliste
Patientinfo

Praktisk information

Forberedelser til behandling
  • Undgå sollys og solarium, og brug solcreme med minimum SPF 50+ i 1 måned før behandlingen.
  •  Undgå selvbruner i 14 dage inden behandlingen.
  • Husk at købe antibiotikasalve på apoteket og medbring den til klinikken på behandlingsdagen.
  • Hvis hudlægen har ordineret forebyggende behandling mod forkølelsessår (herpes), skal du påbegynde behandlingen dagen før behandlingen med Valaciclovir 500 mg to gange dagligt i 7 dage.
  • Planlæg gerne at en anden person kan køre dig hjem efter behandlingen.
På behandlingsdagen
  • Ankom helt usminket.
  • Cirka 1 time før behandlingen anbefales det at tage almindelig smertestillende medicin (1 gram paracetamol), og der påføres bedøvende creme. I nogle tilfælde kan der være behov for at injicere lokalbedøvelse i huden.
  • Når huden er bedøvet og renset for creme, påbegyndes behandlingen. Laserhovedet føres trinvis hen over huden i et bestemt mønster. Behandlingen af hele ansigtet tager typisk 30-45 minutter.
Efterbehandlingen på klinikken
  • Efter behandlingen tørres huden forsigtigt med våde gazeservietter.
  • Varme og smerte i huden kan lindres med kold luft, isposer eller en kølende ansigtsmaske.
  • Inden du forlader klinikken, vil der blive påført antibiotikasalve på behandlingsområdet.
Efterbehandlingen på hjemme dag 1-7
  • Huden må ikke tørre ud, derfor skal du smøre huden med en fed salve indtil huden er helet.
  • Antibiotikasalve skal påføres behandlingsområdet tre gange dagligt indtil fuld opheling (normalt i 5 dage).
  • Undgå unødig berøring af behandlingsområdet og lad huden have ro på behandlingsdagen. Hvis huden væsker, kan den forsigtigt duppes tør med rene gaze- eller papirservietter.
  • Der kan anvendes kløende isposer for at lindre eventuel kløe eller ubehag.
  • Huden bør holdes fugtig og smøres med salve (Ceridal fedtcreme) efter behov for at fremme sårheling og undgå dannelse af tørre skorper. Da huden kan væske meget de første dage, kan der være behov for hyppigt at påføre ny salve, så huden altid er dækket af et tykt lag.
  • Fra dagen efter behandlingen kan huden forsigtigt vaskes med lunkent vand og mild sæbe. Ved brusebad og brug af shampoo er det vigtigt at sæben skylles helt væk. Huden i behandlingsområdet duppes tør inden der påføres ny salve.
  • For at beskytte mod infektion fugtes huden to gange dagligt med eddikevand. Eddikevandet fremstilles ved at tilsætte 0,5 dl almindelig hvid eddike (20%) til 5 dl kogt og afkølet vand. Gazeservietter eller kogte bomuldsklude fugtes i eddikevandet og påføres huden i 10 minutter ad gangen, to gange dagligt.
  • For at reducere hævelser anbefales det at sove med hovedet højt om natten i de første dage efter behandlingen.
  • Der kan anvendes almindelig smertestillende tabletter efter behov.
  • Hvis hudlægen har ordineret anden behandling, er behandlingen følges.
  • Hvis der opstår tegn på infektion såsom rødme, ømhed, hævelse, væske med gullig eller grønlig farve eller feber, bør du kontakte klinikken.
Generelle forholdsregler efter opheling
  • Efter 1 uge, når overhuden er fuldstændigt helet, kan du genoptage brugen af dine sædvanlige renseprodukter og cremer, der ikke irriterer huden.
  • Sørg for at anvende fugtgivende cremer dagligt og undgå at lade huden blive tør.
  • Når du opholder dig udendørs i de følgende 2 måneder, skal du huske at bruge solcreme med en høj solfaktor for at beskytte din hud mod solskader.

Det er vigtigt at følge de instruktioner, du får fra din behandler, og at informere dem om eventuelle bekymringer eller uønskede reaktioner, du oplever.

Kontrol efter behandling
  • Efter behov ved tegn på forsinket heling eller infektion i første 14 dage
  • Kontrol af behandlingsresultatet kan fortages efter ca. 8 uger.
Se prisliste